Sidder hér ved min nye bærbare og lukker Verden ude nogle få minutter…
Men uroen kradser hurtigt og sørgmodigt under overfladen, maven rumler og hjertet banker mærkbart og tydeligere end det plejer.
Ude på den anden side af min hullede ligusterhæk og lidt længere væk endnu, er der vrede mennesker, der i afmagt griber det mest spetakulære og skræmmende, de kender. Bruger ild og meningsløs vold mod materielle ting. For fanden, vi er nogle, der gerne vil i dialog, vil støtte, sammen finde roden, til alt det, der har gjort ondt. Det som ydmyger, ikke er ok, ikke har mening og reel substans.
Vi kunne sammen kalde en spade for en spade og sige fra overfor diskrimination, uretfærdighed og ulidelig selvretfærdighed.
Jeg er så frustreret over at fokus forståeligt tager en drejning mod volden, terroren, angrebene på sagesløse og deres hjem og ejendom.
I er mere end godt på vej til at ødelægge mine og jeres egne kammeraters verbale kampe og reelle indsats for jeres tilstedeværelses berettigelse, ret til uddannelse, ungdomsværesteder, ret til jobs, ret til frihed og pligt til ansvar. Mine gode argumenter har sværere ved at nå ind, det bliver sværere at gøre en forskel. Eller – måske opstår et nyt klarsyn for de, der ikke før havde en reel mening - at kunne skille fårene fra bukkene, så den naive stereotype opfattelse elimineres … eller også er de sidste dages uroligheder desværre blot endnu mere ved båret til bålet.
2 skridt frem og 10 tilbage !
